FC SKIDTE LANCERER WEBSHOP

[15.12.2011]



Julen nærmer sig, og du ved stadig ikke, hvad du skal give far, bedstemor og kæresten. FORTVIVL EJ! FC Skidte lancerer hermed vores 'Christmas Line 2011'! Frem til jul vil vi hver dag løfte sløret for et af vores mange kvalitetsprodukter, som kan købes i vores webshop til yderst favorable priser. Der vil være noget for enhver smag! I dag sætter vi fokus på det lækre FC Skidte krus, der bare får kaffen til at smage lidt mere af sejr.

Er du træt af at blive drillet af dine hipster-venner, når du bærer farverige fodboldtrøjer og andet fan-gear? NU ER DEN HER! Fodbold-hipster-skjorten, der kombinerer det bedste fra begge verdener. Med fodbold-hipster-skjorten får du anerkendende blikke både på stadion og Karrierebar. Fodbold-hipster-skjorten går specielt godt til fixie bikes, wayfarer solbriller og lettere pubertært overskæg.

Parforholdets hverdag kan til tider blive lidt trist. Man mister gnisten i sengen. FC Skidte præsenterer nu løsningen - den ultra-sexede 'FC Skidte Luuuve thong'! Få fodbolden ind i soveværelset og genopdag hinanden. Det forlyder at topscorer Ebbesen allerede har købt et dusin til sine mange damebekendtskaber ude på pædagogseminariet.

Her er en til den romantiske fyr, der vil glæde sin kæreste med et lækkert smykke. Hvad siger 'jeg elsker dig' mere end et FC Skidte-hjerte lavet af det pureste aluminium og nikkel? Hvis det ikke er kærlighed, så ved jeg ikke hvad!

En af vore mange trofaste fans har klaget over, at vi kun har produceret et krus og ikke andre væskebeholdere. For han drikker ikke kaffe. Derimod er han en stor fan af mælk. I FC Skidte er vi naturligvis opmærksomme på vores fans' ønsker, hvorfor vi nu præsenterer det lækre 'FC Skidte mælkeglas' under sloganet: "Ka' du li' kropsvæsker fra en ko, er FC Skidtes mælkeglas go'!".

#07MC