KAMPREFERAT: FC Skidte VS. S0nder Stenderup

[15.04.2012]

Fredag d. 13. – en dato, der er frygtet af mange. Skulle dette være dag dagen, hvor FC Skidte ville smage nederlagets usigelige råddenskab for første gang? Den blå himmel var op til kampstart grådigt blevet indtaget af sorte, tunge skyer. Forventningsfuldt – nærmest truende – pakkede de den forsvarsløse sol ind og overdængede landskabet med regn. ”Fodboldeksperter” som Stig Tøfting og Peter Kjær havde med vanlig en-stavelses-retorik slået fast, at det ikke kunne blive ved med at gå godt for FC Skidte. Klubben, der i sin 23 kampe lange klubhistorie aldrig har tabt en kamp. Selv ’Årets Fan 2011’, Kaj Ebbesen, var ikke dukket op, som han ellers trofast og ubetinget havde gjort i så mange af de foregående kampe. Ja, der var sandelig grund til bekymring.

Modstander til kampen hed Sønder Stenderup. Holdet er den store stolthed i landsbyen af samme navn. Til hver kamp drager de sønderjyske knejte turen over bælterne mod Kjøwenhavnstrup til lyden af øredøwende klapsalwer fra byens 582 indbyggere. Dette ikke mindst fordi, at spillerne – som følge af utallige halballer og fætter/kusine-fester – faktisk er i familie med dem allesammen. Som det hør og bør sig på de kanter.

Den til kampen udnævnte træner, Christensen, havde et slagkraftigt hold klar. De ti udvalgte bestod af Larsen, Nørkjær, EB, Jacob, Hoff, Vodder, Mai, Esben, TAS og Simon. Skidte var dermed uden sine to typiske startere i forsvaret. Peter og Jon havde meldt afbud, da de skulle dyste i de amagerkanske tyndhårsmesterskaber (det forlyder at Jon vandt med en isse-længde). I stedet var valget faldet på Nørkjær og sidste sæsons suveræne topscorer, Ebbesen. Sidstnævnte gjorde dog kampen igennem, hvad han kunne for at slippe væk fra forsvarsspillerens defensive pligter ved at tage sine efterhånden notorisk kendte prærietræk helt ned til modstandernes felt. Trangen for at slippe for forsvarstjansen var tilsyneladende så stærk for den muskuløse anfører, at han som oftest fortsatte helt ud over baglinien. Med bold.

Kampen blev fløjtet i gang, og Sønder Stenderup skulle hurtigt vise sig at være et af de dersens ubehagelige hold, der godt kan finde ud af at spille fodbold. Det er den værste slags modstander, udbrød træner Christensen ærgerligt som taktisk oplæg til kampen. Panderynkerne blev endnu dybere, da deres høje og hue-beklædte angriber kort inde i kampen elegant modtog en høj pasning med en retningsbestemt brysttæmning efterfulgt af et målrettet træk og en klinisk – og dødbringende – afslutning langs stolperoden uden chance for keeper Larsen. Med andre ord et heldigt mål. 0-1.

Der gik dog ikke mange sekunder før, at bolden havnede i modsatte net. På et af kampens mange frispark havde Sønder Stenderup utraditionelt valgt at placere muren, så den hverken dækkede den ene eller anden stolpe. Det er faktisk næsten en matematisk umulighed på et syvmandsmål. Hoff var ikke sen til at udnytte den alternative placering af muren, da han med sine lyserøde Bendtner-støvler smadrede bolden i krogen…troede vi! På mirakuløs vis nåede målmanden imidlertid op og parerede bolden. En aktion der tilsyneladende gjorde en jysk forsvarspiller så paf, at han – efter en halvsløj retur-afslutning fra Peter Vodder – storsindet valgte at sparke bolden i eget net. 1-1.

Ovenpå udligningen fik Skidte bedre styr på kampen, der på dette tidspunkt mest var kendetegnet ved at være en omgang chancefattig men intens gå-tempo-fodbold. Sønder Stenderup skulle dog vise sig som alt andet end slået og på endnu et velplaceret skud, der muligvis – muligvis ikke – blev rettet af, bragte de sig nok engang foran. Heldigt. 1-2.

2-1 var også stillingen, da dommeren fløjtede til pause. Træner Christensen havde set sit hold være markant mindre chanceskabende end sædvanlig. Der måtte gøres noget! I hvad formiddagsaviserne sidenhen har kaldt en taktisk genistreg, flyttede han Ebbesen op som topangriber og Jacob ned i forsvaret. Det ændrede kampforløbet drastisk. Anden halvleg blev et langt pres mod det jyske mål. Gang på gang oversprintede de eksplosive Skidte-spillere Sønder Stenderups korporlige forsvar, der halsede mere og mere efter. Det resulterede i en lang række frispark og ikke mindre end tre gule kort til det nu groggy modstanderhold. Højlydt brokkede især jydernes ene forsvarsspiller sig med sin skingre fistelstemme, der ledte tankerne hen på en 13-årig piges selvsamme. Lige meget hjalp det dog. I forsvaret viste Jacob sig som en fremragende duelspiller. Med fråde om munden kastede han sig gang på gang ud i halsbrækkende gladiator-tacklinger, der havde gjort enhver blodrusende viking misundelig.

Ind ville bolden dog ikke. Ikke mindst Peter Vodder beviste at hans højreben er så koldt, at det reelt er dødvægt på en fodboldbane. Mange angreb blev tilmed afviklet med høje indlæg frem mod de lavstammede FC Skidte-spillere – til stor frustration for træneren. Grimme ord som ”Pokkers” og ”For Søren da også” flød i lind strøm fra bænken. Nederlagets fæle stank sneg sig tættere på de tappert kæmpende Skidte spillere, der dog nægtede at lade sig opsluge – tanken om nederlag er simpelthen for ubærlig for disse titaner!

Netop Peter Vodder skulle tage revanche for sin skamfulde afbrænder, da han med et kvarter igen lagde en flot, høj bold milimeterpræcist i hovedet på to modspillere. På imponerende vis skubbede de hinanden tilstrækkeligt til, at ingen fik fat i bolden, der i stedet endte fødderne af Ebbesen. Resolut – men klodset – lagde han bolden ind bag den sprællende målmand. Et flot og gennemspillet mål, noterede træner Christensen sig. 2-2.

Scoringen frustrerede Sønder Stenderup, og ikke mindst Nørkjær fik lov til at smage på et par albuer fra modstandernes overtændte 10’er. Med tre minutter igen sparkede denne anfører Ebbesen ned og blev præsenteret for en ostemad, der betød at Skidte ville være i overtal i resten af kampen. På vej ud lod anføreren ham vide, at han som sådan ikke havde noget imod ham, selvom at han havde sparket ham ned. En storsindet gestus, mente iagttagere. Forsvarsspilleren med fistelstemmen var nu blevet så skinger, at kun hunde kunne høre ham, og dommeren lagde derfor ikke mærke til protesterne.

De sidste tre minutter blev rent powerplay. En mand i overtal pressede Skidte massivt på for at få den sejr, de så inderligt fortjente. Et minut før tid kom forløsningen endelig. Med endnu et prærietræk satte Ebbesen sin mand og lagde bolden i til en fremadstormende Martin Mai, der døsigt, nærmest dvaskt fik bolden i nettet. 3-2 og Skidtes to fremmødte tilskuere var i ekstase!

Netop som bolden rullede over stregen, skete der noget underligt. Himlen, der ellers nådesløst havde delt ud af vandmasserne, åbnede sig og frem kom solen. Væk var de sorte skyer. Væk var nederlagets truen. Tilbage var blot sejrens sødme. FC Skidte havde besejret overtro, jyder og det dårlige vejr (i nævnte rækkefølge) og kunne nok engang lade "U-U-UBESEJRET"-sangen gjalde i omklædningsrummet. Kampens spiller blev Jacob, der modtog massernes hyldest med stoisk ro. Jacob er dermed i overhængende fare for at måtte tage forsvarstjansen noget mere for fremtiden.

24 kampe – og stadig ubesejret!

FC SKIDTE – ONE LOVE.

#07MC